go-e runder en halv million: 500.000 ladebokse til intelligent elbilsladning leveret
Den østrigske producent af ladeløsninger til elbiler kan fejre en vigtig milepæl: Nu er der leveret en halv million go-e ladebokse i Europa. Og der er mere at fejre: Læserne af et tysk fagmagasin har kåret go-e som nummer ét i alle tre kategorier for ladebokse.
Feldkirchen, Kärnten (23. september 2026) - go-e, en af Europas ti største udbydere af intelligente AC-ladeløsninger til elbiler, har i denne uge to gode grunde til at fejre: En markant produktionsmilepæl er nået samtidig med at den europæiske producent af ladeudstyr har opnået en fornem placering i en toneangivende læserafstemning: go-e har nu produceret mere end en halv million ladebokse, og bidrager således markant til omstillingen af både mobilitets- og energisektoren i Europa. Og go-e har samtidig styrket sin position som Tysklands mest populære mærke inden for ladebokse i kraft af helt ny læserafstemning i fagmagasinet “electricars 2026”, hvis resultater for nylig blev offentliggjort.
”500.000 solgte ladebokse til elbiler og plug-in-hybrider bekræfter vores strategi om at tilbyde den rette AC-ladeløsning til ethvert behov,” siger go-e’s CEO, Erik Yesayan. ”Det gælder både mobil ladning, firmabilflåder, enfamiliehuse og ejendomme med flere boliger samt erhvervsmæssig brug på eksempelvis hoteller og hos ladeoperatører (CPO’er red.).”
Yesayan peger samtidig på en anden vigtig faktor bag succesen: go-e ladebokse er nemme at integrere med en lang række af markedets førende systemer til blandt andet administration, bygningsstyring, energistyring og afregning. “Derfor skylder vi også vores voksende partnernetværk i hele Europa en helt særlig tak. Vores partnere spiller en afgørende rolle, når vi nu retter blikket mod de næste 500.000 ladebokse,” siger han. Blandt go-e’s internationale samarbejdspartnere findes blandt andre de i Danmark tilgængelige Kraken Technologies, Octopus Energy og E.ON samt Nordic Charge m.fl.
Yesayan sender også en særlig tak til læserne af den tyske udgave af fagmagasinet electricar. I magasinets læserafstemning, som blev offentliggjort på den uafhængige test- og sammenligningsplatform DIE TESTER, placerede læserne nemlig go-e på en førsteplads i alle tre kategorier inden for hjemmeladning: Bedste stationære ladeboks, Bedste mobile ladeboks og Bedste intelligente ladeboks. ”Hver eneste stemme er en fantastisk bekræftelse af vores arbejde,” siger Yesayan. ”Det er mennesker, der bruger vores ladebokse hver dag, og som derfor ved præcis, hvad de taler om.”
For go-e er de seneste resultater både en bekræftelse og en forpligtelse, konkluderer Yesayan: ”Vi vil fortsætte med at gøre intelligent, økonomisk og netvenlig ladning så enkel og integreret som muligt, og på den måde fortsat bidrage aktivt til den grønne energiomstilling.”
Den østrigske producents ladeboks nummer 500.000 får i øvrigt en helt særlig destination: go-e donerer den til en velgørende organisation, der ligger lige ved siden af virksomhedens hovedkontor og produktionsanlæg.